Tyvebande optrevlet

Politiet anholder medlemmer af udenlandsk bande, der har begået indbrud over det meste af Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En bande sydamerikanske indbrudstyve der havde det meste af Sjælland som jagtrevir er blevet optrevlet. Politiets efterforskning har ført til, at 230 indbrud er opklaret og 5000 forskellige tyvekoster er sikret.

I øjeblikket sidder 10 personer fængslet, men 19 mænd og kvinder er indtil nu blevet sigtet. Flere eftersøges stadig, oplyser politiinspektør Bent Isager fra Vestegnens politi.

En særlig efterforskningsgruppe på en halv snes mand har siden begyndelsen af 2007  fulgt de formodede gerningsmænd tæt gennem telefonaflytninger og skygninger. Det var i november 2006, at politiet opdagede, at der tilsyneladende stod en gruppe chilenere bag flere indbrud. Nogle boede fast i Danmark og deres lejligheder blev brugt som base for flere tilrejsende landsmænd.

Politiet har indtil nu kædet de sigtede sammen med indbrud i bl.a Vordingborg, Ringsted, Køge, Roskilde og hele hovedstadsområdet

Nogle tyvekoster blev solgt til hælere her i landet. Resten blev sendt hjem til Chile, men politiet stod klar og stoppede pakkerne, der var fulde af parfume, smykker, elektronik, edb- og videoudstyr, penge og tøj.

De 19 sigtede består af 13 chilenere, fire peruanere, en iraner og en dansker.

Bent Isager glæder sig især over, at politiet nu har fået et indgående kendskab til bandernes måde at operere på. Den viden vil nu blive delt med politimyndigheder i andre lande.

 


Nyhedsoverblik