Det vi har sammen

Tyve trækker pengeskab gennem butiksvæg

Foto: TV ØST

Gerningsmænd stjal natten til torsdag et pengeskab fra en butik ved at trække det gennem væggen.

 

Et par særdeles ihærdige tyve stjal natten til torsdag et pengeskab fra en Super Spar på Blangslevvej i den lille by Blangslev mellem Næstved og Vordingborg.

Ved hjælp af en firhjulstrækker og tykke kæder trak de det store pengeskab ud gennem butikkens væg.

Det oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Niels Erik Hansen.

- De har formentlig knust en rude og kommet ind i butikken via den vej, og så har de sat nogle kæder rundt om pengeskabet, spændt det efter en firhjulstrækker udenfor og simpelthen trukket det gennem væggen, siger han.

Tyvene tilbagelagde tilsyneladende en vis strækning med pengeskabet slæbende efter sig, inden de fik læsset det op i bilen og forsvandt.

Og det var bestemt ikke et ubetydeligt beløb, gerningsmændene slap af sted med.

- Der var nok omkring 120.000 kroner i skabet, fortæller Niels Erik Hansen.

Køretøjet beskrives som en mørk firhjulstrækker, og politiet vil naturligvis meget gerne have henvendelser fra folk, der måtte have set eller hørt noget.

/ritzau/

 

00:46 Luk video

 

Tip os Har du et godt tip?