En mand og en kvinde blev overrasket af husets beboere i Sorø, da de var i gang med et indbrud. De to flygtede, men politiet fik lagt sømmåtter ud på vejen, så bilen punkterede på de forreste dæk.
Bilen fortsatte dog, men satte kort tid efter kvinden af. Efter stoppet kørte bilen videre indtil det lykkedes politiet at presse den ud i grøften, så de kunne anholde manden.
Det var en 30-årig mand fra Korsør.
Kvinden var blevet kørt tilbage til Sorø af en lastbilchauffør og hun havde efterfølgende fået sin kæreste til at køre sig tilbage til gerningsstedet.
Her opdagede beboerne hende og anholdte hende civilt. Den 26-årige kvinde fra Høng kan ikke forklare, hvorfor hun tog tilbage til gerningsstedet.