Tyv tilstår 16 indbrud i institutioner

Foto: TV ØST

På to uger har en 30-årig mand været på rov i daginstitutioner forskellige steder på Sjælland.

En stribe indbrud i daginstitutioner rundt om på Sjælland er opklaret. En mand fra Valby har i et grundlovsforhør i Glostrup onsdag tilstået 16 indbrud, oplyser Københavns Vestegns Politi.

I første omgang blev han sigtet for tre sager, men i retsmødet erkendte han sig skyldig i yderligere 13 forhold.

- Det er de samme ting, han har gjort hver gang. Han er kommet ind ved enten at liste en rude af eller ved at banke låsen ud, siger anklageren, Rasmus von Stamm Jonasson.

På den måde har den 30-årige fået fat i klippekort, kontanter og frimærker - og muligvis også andre ting.

Tirsdag aften blev han opdaget af en vagtmand, som forsøgte at løbe ham op. Da det mislykkedes, alarmerede vagtmanden politiet, som derefter fik manden anholdt.

Indbruddene er sket primært i Bagsværd og Gladsaxe, men han har også været aktiv på Sydsjælland og i Nordsjælland. Og manden har haft travlt, for de 16 indbrud er sket fra 19. juli til 2. august.

I retsmødet onsdag har dommeren besluttet at varetægtsfængsle den 30-årige i to uger.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App