Tyske turister utilfredse med ny grænsekontrol

Tyske turister frygter lange bilkøer og at de ikke længere er velkomne i Danmark efter planerne om den øgede grænsekontrol, er blevet vedtaget. Ifølge Brancheforeningen for Feriehusudlejere har nogle tyskere ligefrem annulleret deres rejse til Danmark.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Den nye grænsekontrol kan komme til at koste danske arbejdspladser. Det frygter Feriehusudlejernes Brancheforening.

- I Tyskland har der været en masse debat om den nye grænsekontrol, men fra dansk side er der slet ikke deltaget i debatten, og derfor er der opstået en masse myter og misforståelser, siger Carlos Villaro Lassen, der er direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening.

Carlos Villaro Lassen henviser til, at mange tyskere har henvendt sig til deres medlemmer fordi de har troet, at de ikke længere er velkomne i Danmark. Andre tyskere frygter, at de vil komme til at sidde i lange bilkøer, eller at de skal tømme deres bil ved grænsen.

- Jeg vil opfordre de danske myndigheder til at melde klart ud til tyskerne, hvad den nye grænsekontrol kommer til at betyde for dem. Ellers kan risikoen være, at der vil komme færre turister til Danmark fremover, siger Carlos Villaro Lassen fra Feriehusudlejernes Brancheforening.

Grænsekontrollen har været en mærkesag for Dansk Folkeparti - og de afviser, at kontrollen kan komme til at betyde færre tyske turister.

- Der er altid tyskere, der rejser. Jeg tror ikke en klap på det her, siger Søren Espersen fra Dansk Folkeparti.

 


Nyhedsoverblik