Det vi har sammen

Tvivlsom sponsorliste hos Næstved Zoo

Næstved Zoo er for tiden i voldsomt stormvejr - med anklager om både dyremishandling og tyveri af sjældne dyr. Nu siger sponsorerne stop.

Der er en del at rette op på i Næstved Zoos omdømme. Men det er ikke det eneste, der skal rettes på. Havens sponsorliste er fuld af hæderskronede navne - men nu viser det sig, at der er tale om lånte fjer.

Blandt andet Carlsberg har faktisk aldrig sponsoreret så meget som en krone til haven.

- Vi vil gerne af listen, for vi har aldrig været sponsor, men blot haft en samhandelsaftale med Næstved Zoo. Derfor synes vi, det er misvisende, at vi står opført som sponsorer, fortæller kommunikationschef hos Carlsberg Jens Bekke.

Og Carlsberg er ikke det eneste navn, der enten er ophørt som eller aldrig har været sponsor.
Det gælder også blandt andet Nordea, Nestlé, Max Bank, Lundemøllen og Cramo - ja, faktisk har flere aldrig vidst, at de stod på listen.
Mange vil nu have deres navne slettet - og flugten fra Næstved Zoo overrasker ikke kommunikationsrådgiver Margrethe Lyngs Mortensen.

- Der fyger jo mange anklager rundt om Næstved Zoo lige nu, og derfor flygter de jo så hurtigt, de kan, lyder hendes vurdering.

I Næstved Zoo har ejer Peter Bo Rasmussen svært ved at se problemet:

- Vi har valgt at sætte navnene fra mange af vores samarbejdspartnere på vores hjemmeside - simpelthen som en service fra vores side, lyder hans udmelding i dag. Men listen vil nu blive rettet, fortæller han.

Det vil resultere i en temmelig tom liste - som formentlig bliver svær at fylde igen.

- De skal i hvert fald starte med at få ryddet op og få bevist, at anklagerne mod dem ikke holder, inden de kan tiltrække nye sponsorer, fastslår Margrethe Lyngs Mortensen.

Næstved Zoo vil i morgen give gratis adgang til alle, der med egne øjne ønsker at få syn for sagen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App