Tusindvis af arbejdsløse kan miste dagpenge

I løbet af de næste seks måneder står 4028 arbejdsløse til at miste deres dagpenge. Tine Jensen fra Rødbyhavn er en af dem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hun har søgt over 200 jobs, men er stadig arbejdsløs. Nu har Tine Jensen så kun tre dage tilbage på dagpenge. Hvis hun ikke finder et job inden søndag, bliver hun en af de første, der falder for den halvverede dagpengeperiode, der har fået effekt fra årsskiftet. For Tine Jensen betyder det, at hun ikke længere kan få dagpenge. Hun kan heller ikke få kontanthjælp, fordi hendes mand er på dagpenge og parret har bil – og de dermed har for stor en formue.

- Det har jeg det dårligt med, og det bliver svært at klare. Jeg er især ked af det, fordi jeg har en lille datter, siger Tine Jensen.

Hun er langt fra den eneste, der risikerer at ryge ud af dagpengesystemet. En opgørelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viser, at 4028 personer her i regionen står til at miste deres dagpenge i løbet af de næste seks måneder, hvis ikke deres situation ændrer sig.

Slagelse Kommune er hårdest ramt. Her er 698 personer på vej ud af systemet. Herefter følger Næstved og Lolland kommuner. På jobcentret i Nakskov forudser teamleder Flemming Carstensen, at 200 personer vil falde ud af systemet alene i januar og februar.

- Vi regner med at få travlt de næste måneder, og travlheden vil formentlig stå på i hele 2013, Siger Flemming Carstensen.

Arbejdsløse har mulighed for at modtage en speciel uddannelsesydelse i 26 uger, hvis de tager en uddannelse f.eks. et AMU-kursus eller et fag på HF.

Tine Jensen har søgt ind på Social- og Sundhedsuddannelsen, fordi hun ser det som den eneste udvej. Det er lige nu ved at blive undersøgt, om hun kan få såkaldt voksenløn i stedet for SU, så længe hun læser.

- Jeg har dårlig ryg, og jeg er ikke boglig stærk, men jeg bliver nødt til at læse. Vores liv kan ikke hænge sammen, hvis jeg ikke tjener penge, siger hun.


Nyhedsoverblik