Tuberkulose spreder sig i fængsel

Fem indsatte er smittet med tuberkulose i Statsfængslet i Jyderup. Og det skaber frygt blandt de indsatte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et udbrud af tuberkulose skaber panik i Jyderup Statsfængsel, skriver bt.dk.

- De smittede går rundt mellem alle os andre, og det synes vi ikke er særlig trygt. Der kommer jo også børn på besøg til nogle af de indsatte, siger en af de indsatte anonymt til bt.dk.

Det er blandt andet et dødsfald, der får en indsat til at slå alarm.

- Der var jo én her, der fik det konstateret. Han gik og hostede blod op. På et tidspunkt blev han så hentet af en ambulance, og redderne kom med sådan nogle rumdragter på, da de bar ham væk. Han er død nu, siger den indsatte til bt.dk.

Fra Statsfængslets side påpeger man dog, at manden døde på hospitalet, og det var ikke på grund af tuberkulose - men på grund af en influenza. Fængselsinspektøren fastslår også, at situationen er under kontrol.

- Vi har tilbudt alle både ansatte og indsatte at at blive testet for tuberkulose, og det er rigtigt, at der er fem, der har sygdommen i kroppen. Én af dem har haft det i årevis. De fire andre kan godt være blevet smittede i denne omgang. - Men de kan ikke smitte andre i det stadie, de har sygdommen, siger fængselsinspektør Troels Bloch.

En lungeekspert mener ikke, der er grund til panik.

- Tuberkulose smitter kun, når det er i udbrud. Altså når man hoster meget. Hvis de fem ikke går rundt og er syge, smitter de heller ingen. Så personalet i Jyderup Statsfængsel gør fuldstændigt det rigtige, siger Lene Birket-Schmidt, der er ledende overlæge på lungemedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital.


Nyhedsoverblik