Det vi har sammen

Tredje mand er fængslet for skuddrab

Foto: TV ØST

22-årig fra Vestlolland accepterer dommers beslutning om at fængsle ham for drab begået i Karleby.

En tredje mand er nu blevet fængslet i sagen om drabet på en mand nær Nakskov 1. november.

Den 22-årige kommer fra det vestlige Lolland og sigtes for at have deltaget, da to andre mænd skød og dræbte Morten Bang.

Det 27-årige offer blev dræbt af skud fra et haglgevær, oplyser vicepolitiinspektør Søren Ravn Nielsen.

- Vi arbejder på at få klarlagt motivet, og vi er kommet temmelig langt, siger han.

Med henvisning til, at onsdagens grundlovsforhør med den 22-årige i Nykøbing Falster foregik bag lukkede døre, ønsker han dog ikke at gå i detaljer.

- Vi er godt på vej, nøjes vicepolitiinspektøren med at sige om efterforskningen.

Den 22-årige har accepteret, at han skal være fængslet til 29. november. Han har i hvert fald ikke kæret dommerens kendelse til landsretten.

Drabet foregik på offerets bopæl på Bækvej i Karleby. Et vidne fortalte politiet, at han havde set en mand køre væk fra stedet i en stationcar.

Da det ikke umiddelbart lykkedes for betjentene at finde ham, blev både den 30-årige og bilen efterlyst offentligt.

Han blev senere anholdt på Femø, hvor han stammer fra. Senere blev også en 42-årig mand anholdt og fængslet.

Tip os Har du et godt tip?