Det vi har sammen

Treårig forbrændt under brand

En lille dreng var så tæt på at dø i flammerne, at han fik 2. gradsforbrændinger i ansigtet. Moren opdagede branden tidsnok til at redde ham ud i live.

Da relæet på en landejendom på Vestsjælland onsdag eftermiddag slog fra, reddede det efter alt at dømme livet for en treårig dreng.

Den 31-årige mor opholdt sig på det tidspunkt i stueetagen på familiens hus i Grevinge nordvest for Holbæk. Da hun gik udenfor for at undersøge årsagen til strømsvigtet, opdagede hun, at der kom røg fra det soveværelse på første sal, hvor hendes søn lå og sov.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at kvinden skyndte sig ind i det brændende soveværelse og nåede at få barnet ud i tide. Han var dog så tæt på flammerne, at han fik forbrændinger i ansigtet. Kvinden selv fik sod i lungerne, da hun stormede op på den brændende førstesal.

Ilden havde så godt fat, at hele soveværelset udbrændte. Teknikere skal torsdag undersøge sagen nærmere.

Mor og søn blev i hver sin ambulance kørt til Rigshospitalets brandsårsafdeling. Drengen slap med forbrændingerne i ansistet, mens moren har fået kulilteforgiftning.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?