Det vi har sammen

Tre spillefugle er nu eftersøgt som røvere

Foto: TV ØST

Personalet i en spillehal i Slagelse blev truet til at udlevere en boks med kontanter og spillemønster.

Først sad de og spillede på maskinerne i en spillehal i Slagelse, men da de midt om natten vendte tilbage, var det i en ny rolle.

De tre truede nu personalet med vold og gjorde sig til røvere, lyder det fra politiet.

Trioen tog en boks med kontanter og spillemønter fra Game House i Løvegade.

Røveriet skete cirka klokken 2.30 tidligt tirsdag morgen.

Selv om de ikke viftede med hverken kniv eller skydevåben, mener politiet, at deres optræden er så grov, at der ikke er tale om tyveri, men om røveri, som straffes langt hårdere.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har ikke oplysninger om udbyttets størrelse ud over, at det var dagens omsætning.

Men politiet hører meget gerne fra vidner, der så mændene før eller efter besøget i Løvegade.

Umiddelbart ved politiet ikke, hvordan de kom væk fra stedet.

De er i 20'erne, mellem 160 og 165 centimeter høje og beskrives som udlændinge.

To af mændene har kort, sort hår, og to af dem havde kasket på hovedet.

En beskrives som spinkel, mens to andre er almindelig af bygning.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App