Tre kommuner har meget højt kriminalitetsniveau

Der er meget mere kriminalitet i kommunerne Lolland, Vordingborg og Odsherred, end man kan forvente, siger Justitsministeriet efter ny undersøgelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I en ny undersøgelse har Justitsministeriet kortlagt kriminaliteten i de enkelte kommuner, og det er bekymrende læsning, hvis man bor på Lolland, i Vordingborg eller i Odsherred.

Det er ministeriets forskningskontor, som har kortlagt politianmeldelser i alle landets kommuner. Undersøgelsen viser, at to tredjedele af landets kommuner ligger under landsgennemsnittet, hvad angår antallet af anmeldelser. I nogle kommuner bliver kriminalitetsniveauet dog beskrevet som meget højt, selvom der er taget højde for forskellige forhold i kommunerne og hos borgerne. Det er tilfældet med Lolland, Vordingborg, Odsherred, Frederikshavn, Billund, Aabenraa, Middelfart og Greve.

Det er forskellige omstændigheder, der påvirker kriminalitetsniveauet negativt, som der er taget højde for i undersøgelsen. Det omhandler fx social ulighed, og hvor tæt folk bor. Også andre faktorer betyder noget. Jo flere unge mænd, desto flere tyverier, hærværk, vold og andre lovovertrædelser. Der er også mere kriminalitet, hvis der i et område bor relativt flere enlige mødre, fremgår det af undersøgelsen.

Hvorfor netop de nævnte otte kommuner er plaget af meget kriminalitet, giver undersøgelsen ikke svar på.

Kommuners indsats gør en forskel

I en skriftlig udtalelse undlader justitsminister Morten Bødskov (S) at pege fingre ad bestemte kommuner. Men han mener, at kommunernes indsats gør en forskel.

- De kommuner, der har gennemført særlige kriminalpræventive tiltag, har sandsynligvis medvirket til at sænke det faktiske kriminalitetsniveau. Det understreger vigtigheden af forebyggende arbejde, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Flere kommuner kan glæde sig

I en stribe kommuner kan borgerne glæde sig over en positiv udvikling fra 2009 til 2011. Følgende kommuner har oplevet et fald i forhold til det forventede niveau. Det er Fanø, Vejen, Haderslev, Norddjurs, Guldborgsund og Vallensbæk.

Meget tilfredse kan de desuden være på Stevns. Her bliver kriminalitetsniveauet betegnet som meget under det forventede. Det er få kommuner på landsplan, som kan prale af det.


Nyhedsoverblik