Det vi har sammen

Tre gardehusar-soldater dræbt

Foto: TV ØST

Tre danske soldater fra Gardehusarerregimentet på Antvorskov Kaserne i Slagelse blev fredag eftermiddag dræbt og en fjerde soldat såret, da de kørte på en sprængladning nord for byen Gereshk i Afghanistan.

Kun få dage efter begravelsen af to danske soldater mistede endnu tre soldater fra Danmark fredag livet i Afghanistan. De tre soldater fra stabs- og logistikkompagniet blev dræbt, da deres pansrede mandskabsvogn kørte på en vejsidebombe eller mine. En dansk soldat blev såret.

- Soldaterne var på vej i en kolonne af forsyningskøretøjer fra militærbasen Armadillo mod Price, da mandskabsvognen kørte på en vejsidebombe eller mine og udbrændte, siger oberst Henrik Sommer, Hærens Operative Kommando( HOK), til Ritzau.

De tre dræbte kommer fra Gardehusarregimentet i Slagelse. Til februar skal flere soldater afsted - deriblandt sergent Filip Gramm, der kendte de tre dræbte soldater.

- Det er klart, at det ikke er nogen sjov besked at få. Et øjeblik tvivlede jeg på, om jeg skulle tage afsted, men da jeg vågnede op i morges, var jeg klar på opgaven igen. Det er en vigtig opgave, og det er det værd, selv om det er en dyr pris at betale, siger filip Gramm til TV2 ØST. 

De nærmeste pårørende er underrettet. Den sårede soldat er bragt til felthospitalet i Camp Bastion, hvor han i øjeblikket bliver opereret. Hans tilstand er endnu uvis.

- For familie og pårørende til de faldne er det et ubærligt tab. Vi vil gøre alt for at støtte dem i denne svære stund. Styrken nede i Helmand er naturligvis også dybt berørt over at have mistet tre kammerater og kolleger så kort tid efter, at vi mistede to andre soldater, siger chefen for HOK, Poul Kiærskou.

Forsvarsminister Søren Gade (V) udtrykker dyb sorg og forfærdelse over, at endnu tre danske soldater er blevet dræbt i det sydlige  Afghanistan.

- Jeg vil gerne udtrykke min allerdybeste respekt for vores soldater, som på modig vis drager ud i verden for at gøre en indsats, der er til gavn for deres landsmænds sikkerhed og for den afghanske befolkning, udtaler han i en pressemeddelelse.

Også statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sender sin medfølelse til både de pårørende og de dræbtes kammerater i Afghanistan.

- Mine tanker går også til de dræbte soldaters kammerater i Afghanistan. Deres indsats bidrager til håb for mange mennesker.

ritzau

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App