Det vi har sammen

Tre fængslet for bortførelse i Odsherred

Foto: TV ØST

Politiet leder stadig efter to, der menes at have hjulpet med at bortføre en dreng på grund af et kæresteforhold.

En dommer ved Retten i Holbæk har tirsdag varetægtsfængslet en 39-årig mand og en 34-årig kvinde fra Grevinge, der mistænkes for at have bortført en 17-årig dreng i Odsherred.

De to blev anholdt i sidste uge og i første omgang kun fængslet frem til tirsdag. Nu er de varetægtsfængslet frem til den 7. februar, oplyser vicepolitikommissær Ove Pedersen, Midt- og Vestsjællands Politi.

I forvejen er en 38-årig mand fra Grevinge fængslet i sagen. De er alle sigtet for frihedsberøvelse og trusler.

Kvinden er mor til en 14-årig pige, og manden er hendes samlever. De mistænkes for sammen med den 38-årige og to andre medgerningsmænd, som politiet endnu ikke har fået fat på, at have bortført den 17-årige dreng.

Motivet er angiveligt hans kæresteforhold til kvindens datter.

En dag efter skoletid blev drengen angiveligt hentet af fem voksne og tvunget på en køretur til Grevinge. Her skal han være blevet anbragt i et skur, hvor de voksne kom med trusler mod ham.

De krævede ifølge politiet, at han afbrød forholdet til pigen.

Frihedsberøvelsen af den 17-årige stod på i cirka en times tid. Da opholdet i skuret var overstået, kørte pigens mor ham hjem.

De to mænd, som Midt- og Vestsjællands Politi fortsat leder efter i den usædvanlige sag, er begge polske statsborgere.

- Vi ved, hvem de er, men vi har endnu ikke fået fat på dem, siger Ove Pedersen.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App