Tre-årige Sofie sendes til Kina i håb om mirakel

Forældrene til den tre-årige Sofie har nu samlet 350.000 kroner ind til en kinesisk stamcellebehandling, der måske kan hjælpe Sofie af med de talrige epileptiske anfald hendes sygdom giver hende dagligt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Der er glæde hos familien Sievers. I fredags kom de sidste donationer i hus, så nu kan Sofie få den livsnødvendige stamcellebehandling.

 - Det er helt fantastisk. Det havde vi jo slet ikke turde håbe på i december, da vi startede indsamlingen. Men nu er der penge nok, så vi tager af sted, siger Marlene Sievers.

Det betyder at, familien langt om længe kan pakke kufferterne og tage til Kina. Men turen kræver  mange forberedelser.

- Nu har vi jo fået indsamlet alle pengene, og det er jo dejligt. Nu skal vi bare i gang med alle de praktiske ting. Vi skal købe billetter, booke hotel og aftale det sidste med hospitalet, siger Thomas Sievers.

Sofie lider af en sjælden livstruende sygdom og er hele plaget af epileptiske anfald.

- De sidste par måneder har hun haft flere anfald end nogensinde. Hun har haft op til 25 grimme anfald om dagen, siger Marlene Sievers.

Sofies sygdom kan ikke behandles i Danmark. Stamcellebehandling i Kina er hendes eneste mulighed - Men der er ingen garanti for at det hjælper.

 - Vi ved heller ikke om, det virker den her stamcellebehandling, men vi bliver nødt til at prøve. Vi har snakket med rigtig mange familier, som har gode erfaringer med behandlingen. Lægerne i Danmark har opgivet Sofie, så det er vores eneste håb, siger Marlene Sievers.

Virker behandlingen ikke, så frygter Sofies forældre for fremtiden.

- så er vi nærmest sikker på, at vi ikke har Sofie i så mange år endnu, fordi hendes krop bliver prøvet til den yderste grænse hver dag, når hun har så mange anfald, siger Malene Sievers.

Men Sofie forældre giver ikke op. I slutningen af juli tager familien af sted til Kina.


Nyhedsoverblik