Travle vagtlæger til fare for patienter

Vagtlæger har så mange patienter, at det er på kanten af det forsvarlige, mener ekspert i patientsikkerhed. Læger på Sjælland fortæller om op mod 200 opkald på en enkelt vagt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sjællandske og jyske vagtlæger har så travlt, at de balancerer på grænsen af, hvad der er en forsvarlig håndtering af patienter. Det mener en af Danmarks førende eksperter i patientsikkerhed, skriver berlingske.dk.

Mens en vagtlæge i Nordjylland kun svarer på opkald fra 38 patienter i gennemsnit, har en læge i Midtjylland ca. 100-110 opkald på en ottetimers vagt, viser regionens tal.

På Sjælland findes ingen opgørelse, men to læger fra Region Sjælland oplyser, at de typisk får mellem 150 og 200 opkald på en travl vagt.

- For mig lyder tal over 100 helt vildt. Der er simpelthen en grænse for, hvor meget hjernen kan kapere, viser vores erfaring i den kliniske dagligdag, siger Torben Mogensen, der er vicedirektør på Hvidovre Hospital.

Vagtlægerne er kommet i fokus, efter at Berlingske Søndag fortalte, hvordan en et-årig dreng på Sjælland døde efter at have været i kontakt med 11 læger, der alle overhørte, at han havde slugt et batteri.

DR Nordjylland kan fortælle om en tilsvarende sag, hvor en dreng på ni måneder var tæt på at dø. Adskillige vagtlæger ignorerede forældrenes forklaring om, at deres søn formentlig havde slugt et batteri. Først efter en måned blev drengen indlagt, røntgenfotograferet og fik fjernet det batteri, der sad i hans spiserør.

De praktiserende lægers formand, Michael Dupont, mener ikke, at 100 patienter er uansvarligt mange. Men hvis sjællandske vagtlæger derimod tager op til 200 opkald, kan det være problematisk, siger han.

/ritzau/


Nyhedsoverblik