Travl weekend for Falck

Foto: TV ØST

Falck måtte rykke ud 4200 gange for at hjælpe nødstedte bilister i weekendens snevejr.

Snedriver og is på vejene fik ram på rigtigt mange biler hen over weekenden. Hele 4200 gange måtte Falck på vejene for at komme bilister til undsætning.

- Vi kommer typisk ud til folk, som sidder fast i snedriverne eller er skredet af vejen. Og så har vi også været ude til en del starthjælp, siger Klaus Kristiansen, kommunikationsmedarbejder hos Falck.

Der faldt mest sne i det østlige Danmark over weekenden, og der var da også mest travlt hos Falck i Hovedstadsområdet og på Lolland Falster. Landets kraftigste snefald ramte Bornholm, men her havde Falck ikke så travlt. Bornholmerne lod nemlig bilen stå bag snedriverne i garagen.

Tirsdag byder formentligt på snestorm over hele landet, så Falck forbereder sig på endnu en travl dag. Men bilisterne er blevet bedre til at håndtere sne og is på vejene, efterhånden som vinteren er skredet frem, siger Klaus Kristiansen.

- I denne weekend har vi haft travlt, men ikke lige så travlt som de første snestorme i år. Der er ingen, der bliver overraskede over, at det er glat længere, og folk kører lidt mere forsigtigt, siger han.

Ifølge Klaus Kristiansen kan det også skyldes, at flere har indset, at foråret ikke lige er om hjørnet, og derfor har fået sat vinterdæk på bilen.

- Men vi har haft en lang periode, hvor vi har haft rigtig travlt - det er stadig meget høje tal i forhold til det normale, siger han.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App