Traktortyverier med litauisk forbindelse

Retten i Holbæk tog tirsdag eftermiddag hul på en sag om tyveri af traktorer og bedrageri.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En falsk tyverianmeldelse af en traktor, tyveri af tre traktorer og andre landbrugsmaskiner samt bedrageri i form af falske fakturaer. Det er anklagerne, som to brødre på henholdsvis 34 og 36 år skal forsvare sig mod i en sag, som Retten i Holbæk tog hul på tirsdag. Det skriver dagbladet Nordvestnyt.

De to brødre forpagtede tilbage i 2009/2010 et landbrug i Litauen af to danskere, der via et selskab ejede jorden. Anklagemyndigheden mener, at brødrene uberettiget har overført flere traktorer og landsbrugsmaskiner fra Danmark til Litauen.

En traktor blev meldt stjålet i Danmark fra en adresse ved Hørve, men blev senere fundet i Litauen. De tre andre traktorer og de andre landbrugsmaskiner til en samlet værdi af cirka 1,5 millioner blev decideret stjålet fra en adresse ved Føllenslev og ført til Litauen.

Og da traktorerne blev beslaglagt af litauisk politi efter anmodning fra dansk politi, blev de leveret tilbage til brødrene, fordi disse ifølge anklagemyndigheden fremviste falske fakturaer på traktorerne.

Den udlægning er de to brødre overhovedet ikke enige i. De mener tværtimod, at det er dem, der er blevet snydt af de to andre danskere, skriver dagbladet Nordvestnyt.

Retssagen mod de to brødre fortsætter tirsdag den 13. november.


Nyhedsoverblik