Trafikplan mangler milliarder

Forhandlingerne om en trafikplan stoppede i nat uden en aftale. Der mangler milliarder til kollektiv trafik, før partierne kan nå til enighed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der skal flere milliarder på bordet, hvis transportminister Lars Barfoed (K) skal have held til at lave en bred politisk aftale om investeringer i veje og jernbaner, der rækker frem mod 2020.

Ministeren forhandlede natten til torsdag med Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Radikale, Socialdemokraterne samt SF, og det var forventet, at konturerne til en bred aftale ville tegne sig. Men parterne gik klokken tre i nat fra hinanden uden at være enige.

Regeringen har afsat 90 milliarder kroner til trafik frem mod 2020, og det er ganske enkelt ikke nok, lyder det.

- Med så lille en ramme kan vi ikke lave en aftale, der er et skridt fremad for den kollektive trafik. Alle partier er kommet med gode og solide forslag, der kan skaffe flere penge, men det bliver afvist. Vi har for eksempel foreslået lastbilafgifter, og det vil regeringen også selv. De vil bare ikke regne indtægterne ind endnu, siger Socialdemokraternes trafikordfører Magnus Heunicke.

Sammen med SF kæmper han blandt andet for penge til letbaner, der er moderne sporvogne, i Århus og København samt forbedringer for bustrafikken. Det er der ikke plads til inden for de afsatte 90 milliarder kroner.

Derfor tager trafikforhandlerne torsdag formiddag i Finansministeriet i et sidste forsøg på at vriste flere penge ud af finansminister Lars Løkke Rasmussen (V). Mødet hos Finansministeren skulle have været det sidste, inden aftalen blev lukket, men nu fortsætter forhandlingerne efterfølgende i Transportministeriet.

- Selv hvis det lykkes at få rammen udvidet, vil vi også være uenige om, hvordan det skal bruges, siger Magnus Heunicke.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik