Trafikoffer var måske lastbilchauffør

Politiet har en teori om, at det var en makedonsk lastbilchauffør, der søndag aften blev kørt ihjel på motorvejen ved Solrød.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet bygger teorien på den omstændighed, at der er fundet en forladt makedonsk lastbil på en lastbilholdeplads ved en tankstation i nærheden.

- Det er det, vi arbejder ud fra nu, oplyser vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi i Roskilde.

Manden var så alvorligt tilredt, at politiet har haft store vanskeligheder med at identificere ham. Flere ting tyder dog på, at manden kan være udlænding. I lommen havde han en gammel 20-schilling-seddel, som var den østrigske møntfod, før landet skiftede til euroen.

Ulykken skete kort før klokken 22, da manden gik rundt på motorvejen ved Solrød. Han blev først påkørt og siden ramt af flere forbipasserende biler.

Manden beskrives som 30 til 40 år, under middelhøjde og tæt af bygning. Han var iført to T-shirts, den ene i en rødlig farve, hvorpå der stod Kentucky University. Den anden havde grønne striber i zebramønster.

Manden har muligvis befundet sig på parkeringspladsen ved Shell-tanken ved Pælestykkerne ved Karlslunde/Solrød i løbet af aftenen. Politiet vil gerne høre fra vidner, der har set manden.

/ritzau/


Nyhedsoverblik