Trafikminister: Knallerter skal også til syn

Foto: TV ØST

Trafikminister Lars Barfoed ønsker at indføre et periodisk syn for motorcykler og knallerter. Det skal forbedre trafiksikkerheden og nedbringe støj og forurening fra de tohjulede maskiner.

I et svar til folketingsmedlem Hanne Agersnap fra SF, siger trafikministeren, at han nu har bedt Færdselsstyrelsen se på, hvordan en ordning med periodisk syn kan sættes i gang rent praktisk.

Det er især støj og forurening fra ældre knallerter ministeren ønsker at sætte en stopper for.

- To-hjulere har en kedelig uheldsstatistik, og mange har fået foretaget konstruktive ændringer til skade for både miljø og sikkerhed. Knallerter har et langt højere udslip af partikler og kulbrinter end benzinbiler, og man anslår, at forurening fra en knallert svarer til 14 personbiler. skriver Hanne Agersnap i sin henvendelse til ministeren.

Lars Barfoed er enig i, at et lovpligtigt syn kan forebygge støj og forurening og samtidig sætte en stopper for de tunede og ulovlige knallerter. Han henviser bl.a. til Færdselssikkerhedskommissionen, der anbefaler periodiske syn af de tohjulede køretøjer, da det vil forbedre trafiksikkerheden. Andre trafikorganisationer peger på det samme, og i de fleste andre EU-lande er syn af knallerter og motorcykler allerede en realitet.

Et af problemerne med at indføre ordningen er, at små knallerter der er købt før 1. juli 2006, ikke er registrerede, og derfor ikke kan indkaldes til syn.  Det skal Færdselsstyrelsen nu forsøge at finde en løsning på.

Motorcykler er ligesom trailere og campingvogne ikke underlagt periodisk syn, kun syn i forbindelse med ejerskifte.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App