Trafikkaos i gågade

En gade i Kalundborg bliver af både cyklister, knallerter og bilister brugt som gennemførselsvej. Det sker til trods for, at gaden faktisk er en gågade.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For halvandet år siden blev Skibbrogade i Kalundborg lavet om til en gågade, men det er der mange, der ikke respekterer. Trafikanterne bruger stadig gaden som en gennemkørselsvej ind til midtbyen.

- Inden for den sidste halve time er der kørt 14 biler igennem her, og de har overhovedet ikke et ærinde. De har faktisk overhovedet ikke lov til at køre her, siger Gert Larsen (V), der er medlem af kommunalbestyrelsen i Kalundborg.

Der er ellers sat skilte op for enden af vejen, som viser, at Skibbrogade er en gågade. Men det er trafikanterne tilsyneladende ligeglade med. De mange trafikanter er til stor gene for gadens forretninger.

- Vi er svært at have fortovscafé, når der kører biler hele tiden. Derfor har vi problemer med at sidde udenfor, når det er sommer. Vi kan ikke have nogen parasoller op, fordi de bliver revet omkuld af bilisterne, siger Helle Freiesleben, der er medarbejder på Café Solsikken i Skibbrogade.

Både forretningerne og politikere har fået nok. Derfor holdt de i dag møde om, hvordan man skal komme problemet med de mange ulovlige trafikanter til livs.

- Færdselslovens bestemmelser er overholdt. Det erkender jeg blankt. Men det er bare ikke nok. Der skal være et forbudsskilt eller en fysisk udfordring for enden af vejen, så trafikanterne simpelthen ikke kan komme herind. Før holder det her aldrig op, siger Gert Larsen.

 


Nyhedsoverblik