Der er indtil videre kun få andre oplysninger om ulykken på "Møn-broen", men ifølge vagtchefen ved Sydsjælland- og Lolland-Falsters politi, er bilen kørt ind i broens konstruktion, med en sådan kraft, at det kostede en passager livet.
Et vidne har forklaret til politiet, at bilen pludselig kom i slinger på vej over broen og kørte langt over i den modsatte vejbane, hvorefter den kom tilbage og røg direkte ind i broens rækværk.
- Det kan have været blæsten, der har påvirket bilen, så den kom i slinger, men det er kun en teori, siger vagtchefen ved Sydsjællands - og Lolland Falsters politi, der også fortæller, at en bilinspektør har undersøgt bilvraget og skal klarlægge årsagen til ulykken
Den dræbte var en 57-årig mand fra Kalvehave, der var passager i bilen. Bilens fører er en 46-årig kvinde, ligeledes fra Kalvehave, hun er ifølge TV2 ØST oplysninger indlagt på sygehuset.