Trafik-bøder bliver dyrere

Foto: TV ØST

1.500 kroner for at køre i bil uden sele, 1.500 kroner for at tale i håndholdt mobiltelefon bag rattet og 1.000 kroner for at cykle overfor rødt lys. Fra juli bliver det markant dyrere at overtræde færdselsreglerne, skriver JydskeVestkysten lørdag.

Forhøjelserne fremgår det af et nyt lovforslag fra justitsministeren.
Stort set samtlige bøder hæves med mellem 500 og 1.500 kroner, og den mindst mulige bøde fordobles fra 500 kroner til 1.000 kroner.

For cyklende og gående er minimumsbøden fremover dog kun 700 kroner.

Bøder uden effekt
Justitsminister Lars Barfoed (K) peger blandt andet på, at en stor del af bødetaksterne har mistet deres præventive effekt, da de ikke er ændret i ti år og dermed ikke har fulgt med løn- og prisudviklingen.

Også Rådet for Sikker Trafik tror på, at de større bøder vil virke præventivt. Direktør Anders Rosbo vil ikke kommentere konkrete elementer i forslaget, fordi organisationen først skal afgive høringssvar, men han lægger ikke skjul på, at han generelt er positivt stemt.
- Der er ingen tvivl om, at bødeniveauet på en lang række forseelser hidtil har været for lavt, også når vi sammenligner os med andre lande. Vi tror på, at højere bøder vil have en effekt i den rigtige retning i forhold til trafiksikkerheden og i sidste ende på antallet af dræbte og tilskadekomne, siger han til avisen.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App