Træer dræber

Efter den tragiske ulykke ved Ringsted i søndags, hvor fire unge mennesker mistede livet, kræver de lokale, at træerne ved vejen bliver fjernet, for det er dem, der dræber, siger de.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En lokal beboer, som også er tidligere betjent i området, mener at fremtidige ulykker kan undgås med en simpel løsning.

- Det er at fælde vejtræerne, de er simpelthen så farlige, men det har der ikke været politisk mod til blandt politikerne, selvom det ikke har skortet på henvendelser, siger Kaj Mortensen, pensioneret betjent.  

Han har som skolebestyrelsesformand henvendt sig om den farlige vej i gemmem ti år.

- Resultatet bliver altid, at der ikke er penge til det, fortsætter han.

Ulykken skete lige over for campingpladsen. Her har lejrchefen også klaget over den farlige vej, men uden resultat.

- Hvad tænker du om det i dag? Bare de havde hørt på os, siger Jeannie Thorsen, lejrchef på Grønnegård Camping.

I Køge kommune har man ikke samme oplevelse af, at træerne langs vejen er så farlige.

- De kan være en fordel, fordi de er gode til at lede folk, de er også gode som hastighedsdæmpere, fordi de indsnævrer vejen visuelt. Men det er klart, at når folk kører ind i dem, gør det ondt, så det er klart, at vi nu skal kigge på, om de mest er en fordel eller en ulempe, siger Henrik Jørgensen, trafikplanlægger i Køge kommune.

På Slimmingevej har der fra 2001-06 været en dødsulykke og 10 ulykker, hvor folk er kommet til skade. Men den tidligere betjent husker, der har været 10 dødsulykker i løbet af de sidste 20 år, han har været i området. Derfor skriver Jeannie Thorsen igen i dag til politikerne.

- Jeg håber på, at vi sammen kan få en dialog om, hvad der kan gøres for at sænke hastighederne og øge trafiksikkerheden på Slimmingevej, siger Jeannie Thorsen.  

Kommunen har sidste år gennemgået hele vejnettet, men vil se på Slimmingevej igen.

- Når der sker sådan en ting, så kigger vi selvfølgelig på, om der er noget vi har overset, det skal vi ud og kigge på, siger Henrik Jørgensen.

Her vil han både se på træerne, afmærkninger og skiltning.

- Jeg håber bare, at de tager det så seriøst og alvorligt, så de fire unge ikke er døde forgæves, siger Jeannie Thorsen.

Kommunens gennemsyn vil ske i løbet af ugen.

 

 

 

 

 

 

 


Nyhedsoverblik