Det vi har sammen

Topmøde redder arbejdspladser

Foto: TV ØST

Klimatopmødet i København kan mærkes helt ud i provinsen og har positive sideeffekter. Restaurantchefen fra Babette i Vordingborg vurderer, at ekstra arbejde i Hovedstaden har været med til at sikre en håndfuld job på det kendte spisested

Fredag eftermiddag var det 1300 sultne medarbejdere fra en større dansk virksomhed, der skulle forkæles med en fisketallerken, flæskesteg, and og ost af de cirka 30 Babette medarbejdere, der hele formiddagen arbejdede koncentreret på at gøre maden klar i Øksnehallen i København. Et arrangement der har været planlagt igennem længere tid og som skulle være med til at sikre årets omsætning.

- Normalt rammer vi det økonomiske mål i midten af december, men i år var vi på plads allerede i starten af december. Og det bliver et superår, fortæller restauratør Henrik Pedersen.

Det er klimatopmødet, COP15, der får en del af æren for, at gourmetrestauranten i år kan bryste sig af den bedste omsætning i restaurantens historie.

- Det betyder en øget omsætning på 30 procent, siger Henrik Pedersen, der allerede har leveret mad til både små og store arrangementer i forbindelse med COP15.

- Samlet set når vi op på over 3000 kuverter i forbindelse med topmødet og det redder os i år. Vi har ligesom andre restauranter mærket finanskrisen, derfor betyder det rigtig meget for os, når vi får sådan nogle store arrangementer, som vi har i år, fortæller en storsmilende Henrik Pedersen.

Ifølge Henrik Pedersen betyder den ekstra omsætning, at restauranten kan holde langt flere medarbejdere i gang end de havde kunnet, hvis klimaet var styret uden om Babette.

- Det betyder formentlig at vi kan bevare fem, seks medarbejdere, som vi ellers skulle have skilt os af med. Så det er helt fantastisk, siger Henrik Pedersen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App