Tommy Kamp dømt for spirituskørsel

Foto: TV ØST

Socialdemokraternes tidligere spidskandidat i Region Sjælland, Tommy Kamp, er onsdag blevet dømt for to tilfælde af spirituskørsel. Det kostede ham blandt andet en bøde på 12.500 kroner og frakendelse af førerretten i tre år

En betinget dom på 20 dages fængsel afsonet som 30 timers samfundstjeneste, frakendelse af retten til at køre bil i tre år og en bøde på 12.500 kroner.

Sådan lød dommen, da formanden for Socialdemokraterne i Køge, Tommy Kamp, onsdag eftermiddag modtog sin dom for spirituskørsel. Det skriver DAGBLADET Køge.

Dommen dækker over to forhold. I retten fortalte Tommy Kamp, hvordan han 14. november 2009 kørte fra Køge til St. Tårnby efter at have drukket nogle øl. Da en modkørende bil blænder ham, holder han ind til siden. Bilen viser sig at være en patruljevogn, og en blodprøve viste, at Tommy Kamp kørte med en promille på 2,08.

Derudover erkendte Tommy Kamp, at han - efter at være frataget sit kørekort - var blevet standset i sprituspåvirket tilstand af politiet i en bil ved Skanderborgfestivalen.

Tommy Kamp blev af sin forsvarer anbefalet at tage imod dommen og modtog den uden tøven, skriver DAGBLADET Køge. Han vil i løbet af den nærmeste fremtid modtage en indkaldelse fra kriminalforsorgen i Midt- og Vestsjælland. Herefter vil det blive aftalt, hvor han skal afsone samfundstjenesten.

Begår Tommy Kamp noget strafbart inden for de næste to år, vil de 20 dages fængsel effektureres.

//Ritzau

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App