Tomme butikker skal laves om til boliger

Usælgelige, tomme butikker skal fremover også kunne sælges som beboelse. Sådan lyder en ny lokalplan for Nysted på Lolland, men en ekspert advarer mod den.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere butikker ligger tomme hen i Nysted - en af dem er ejet af Åse og Flemming Nættermann.

- Da det blev sat til salg, havde vi to investorer, som ville købe det, men da de hørte, der var butikskrav her, så sprang de fra øjeblikkeligt, fortæller Flemming Nættermann til TV2 ØST.

I 2007 lukkede hans kone, Åse Nættermann sin sybutik ned, fordi alderen trængte på, og så drømte parret om at købe et mindre hus.

-  Vi havde sådan set også købt et hus et andet sted i Nysted, men vi kunne så ikke få solgt det her i Adelgade, så vi måtte flytte tilbage hertil og sælge det andet, fortæller Flemming Nættermann, som sammen med sin kone altså stadig bor i boligen oppe over butikslokalet.

Butikker skal sælges som boliger
Parret er ikke det eneste, der har svært ved at sælge deres butiksejendom i byen. Derfor har to lokalforeninger længe kæmpet for at få ændret lokalplanen for byen.

- I dag er det jo ikke tilladt at ændre butikken i stueetagen til boliger. Nu bliver det tilladt - eller rettere sagt - forbudet fjernes. Så kan folk lave det om til beboelse, fortæller Karl Krarup, som er formand for Nysted Bevaringsforening, som dermed håber at ejendommene bliver nemmere at få solgt.

Men en ekspert i udvikling af landdistrikter advarer mod at sælge ejendommene som boliger.

Boliger vil ødelægge byen
- Hvis Nysted skal - og det håber jeg den skal - blive ved med at være noget særligt og noget unikt, så skal man ikke udstykke de erhvervsejendomme til boliger. Man skal bruge dem til erhverv og gerne noget erhverv, der har med turisme eller oplevelsesøkonomi at gøre, som burde kunne skabe noget omsætning og noget liv, siger Jørgen Møller, lektor på Institut for Planlægning på Aalborg Universitet.

Han mener, at de lokale foreninger og andre bør gå sammen om at få nogle gode idéer og så for eksempel søge landdistriktsmidler eller EU-penge til at realisere dem.

Ekspert: Masser vil hjælpe
- Måske skal man have lavet et lokalt investeringsselskab. Der er masser, der vil hjælpe en by som Nysted, fordi den er jo noget særligt, og det er den jo ikke, hvis den bare bliver en gade, hvor der bor folk, siger Jørgen Møller til TV2 ØST.

Hos Nysted Bevaringsforening og Nysted Facaderåd mener de dog ikke, der er mere at gøre.

- Det er jo ønsketænkning. Og det at han siger, at fordi man kan lave det om til boliger, så kommer der ingen butikker, jamen der kommer jo så nogle nye kunder ved, at husene bliver sat i stand og folk flytter ind i dem, siger Karl Krarup.

Det nye lokalplansforslag er sendt i høring. Har man indsigelser skal Guldborgsund kommune have dem inden 27. juni


Nyhedsoverblik