Togpassagerer mere tilfredse med DSB

Foto: TV ØST

Tilfredsheden stiger blandt DSB's kunder, viser ny undersøgelse. Men DSB erkender, at den kommer under pres til sommer, når varmen betyder forsinkelser på skinnenettet.

De hårdt plagede togrejsende har fået et mildere syn på DSB. Det afslører den seneste KundeBarometer-undersøgelse fra DSB, som viser en generel stigning i tilfredsheden på 8,4 procent

Undersøgelsen kommer to gange om året, så stigningen er sket over et halvt år. Det er det højeste niveau i mere end to år. På en skala fra 1 til 5 scorer DSB i gennemsnit 3,63.

Adm. direktør Søren Eriksen glæder sig over fremgangen, men erkender i samme åndedrag, at det bliver svært at holde fremgangen, når sommeren kommer. Varmen kan nemlig betyde hastighedsnedsættelser, da der er risiko for, at de nedslidte skinner slår sig i varmen, og derudover er der store sporarbejder på Kystbanen og på strækningen ned langs Køge Bugt.

- Vi er rigtig glade for den stigende tilfredshed, men vi ved godt, at vi kommer ind i en sommerperiode, hvor vi kommer til at opleve problemer med skinnerne. Det vil påvirke vores kundetilfredshed, siger Søren Eriksen.

Efter rædselssommeren i 2006, hvor nedfaldne køreledninger og hastighedsnedsættelser gav store mængder forsinkede og aflyste tog, har DSB delvist fået rettet op på tilstanden. Flere tog kører til tiden, men Søren Eriksen er alligevel overrasket over, at det kan mærkes så tydeligt i kundetilfredsheden.

- Jeg havde ikke regnet med, at tilfredsheden ville stige på markant. Det viser grundlæggende, at kunderne er glade for togproduktet, hvis det er i orden. Det betyder, at toget skal være rettidigt og informationen skal være i orden, når det en gang imellem svigter. Hvis vi leverer den vare, så er kunderne grundlæggende tilfredse, siger Søren Eriksen.

Han håber på, at DSB kan begrænse skaderne ved sommerens problemer.

- Vi skal forberede os grundigt. Vi ser dels på, om vi kan lave en nødkøreplan, og vi ser på trafikinformation. Det gælder om at forberede os og vores kunder bedst muligt på sommervarmen, siger han.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App