Tog glemte at stoppe i Ringsted

Fredag eftermiddag skulle Jeppe Buchbjerg fra Ringsted med toget hjem fra København. Da toget nærmede sig Ringsted, blev det annonceret i højttalerne, at det var næste stop - men alligevel drønede toget lige igennem stationen uden at stoppe.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Toget bremsede en lille smule, og vi var 25-30 passagerer, der stod og undrede os og talte om, at det vel ville køre tilbage. Men det gjorde det ikke, og flere passagerer rystede på hovedet og sagde, at det ikke var første gang, fortæller Jeppe Buchbjerg, der skulle hente sin søn i vuggestuen inden lukketid.

Toget stoppede først i Glumsø, og her fik passagererne dagens anden overraskelse. For her blev de bedt om at vise deres billetter, så de kunne blive kontrolleret.

Sur kontrollør
- Kontrolløren er tydeligvis voldsomt irriteret på os, og da hun begynder at tjekke billetter, bliver nogle ret sure og siger, at hun da må finde ud af, hvordan de kan komme tilbage til Ringsted. Så bliver hun rigtig sur og siger, vi selv må finde ud af at komme videre, og så går hun ind i toget, fortsætter Jeppe Buchbjerg sin beretning.

De målløse passagerer på perronen kontakter i stedet togføreren, og lidt efter meddeler kontrolløren, at der er bestilt taxier. Og så kører toget ellers videre. Passagererne er dog klar over, at der næppe er taxier nok i området til at kunne fragte dem alle til Ringsted, så de ringer i stedet til venner og familie, der kommer og henter dem.

"Det var en kamp"
Jeppe Buchberg får et lift af en anden, men får først hentet sin søn mere end en time efter, at vuggestuen skulle have lukket. Han har nu klaget til DSB over episoden.

- Jeg kan godt forstå, man kan komme til at køre for langt - det kan ske. Men så skal man behandle folk ordentligt og undskylde og fortælle, hvornår der kører et tog tilbage. Men det var der overhovedet ikke noget af. Det var en kamp, konstaterer han.

Ikke tilfredsstillende
Hos DSB undskylder regionschef Torben Nielsen i dag:

- Jeg skal beklage, at det pågældende tog ikke standsede i Ringsted. Det er heller ikke tilfredsstillende for DSB, at det tog så lang tid at skaffe returbefordring til Ringsted. Vi forfølger nu sagen internt for at sikre os mod gentagelser og beklager de gener, Jeppe Buchbjerg og hans medpassagerer har haft i den anledning, skriver han i en kortfattet e-mail til DAGBLADET Ringsted.

/ ritzau /


Nyhedsoverblik