Tømmermænd rammer kvinder hårdest

Kvalme, træthed, hovedpine og tørst. Dagen efter nytårsaften er hårdere for kvinder end for mænd, viser ny forskning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En festlig og våd nytårsaften sætter sine spor, men hos kvinderne rammer tømmermændene hårdere, viser resultaterne af en ny befolkningsundersøgelse, hvor 36.228 mænd og kvinder har deltaget.

12 pct. af kvinderne og kun 5 pct. af mændene oplever minimum fire symptomer på tømmermænd på én gang efter at have drukket en del genstande, skriver Statens Institut for Folkesundhed.

De fire mest udbredte symptomer på tømmermænd er træthed, tørst, hovedpine og kvalme. Men en del oplyser også om appetitløshed, svimmelhed, mavepine, hjertebanken og opkastning.

Det kan der være flere forklaringer på forskellen mellem mænd og kvinder. Mænd drikker mange genstande oftere end kvinder og er dermed mere "i træning". Da mængden af søvn kan spille ind på tømmermænd, har manden større chance for at sove branderten ud end kvinden i de familier, hvor hun har de fleste pligter i forhold til børn og hjem.

Der findes ingen veldokumentet forebyggelse eller behandling af tømmermænd ud over symptombehandling, dvs. smertestillende medicin mod hovedpine, væske mod tørst osv.

/Ritzau/


Nyhedsoverblik