For 18 år siden flygtede Dahir Abshir fra et borgerkrigsramt Somalia til Danmark. Men i disse dage ligger hans og børnenes tanker langt fra det trygge hjem i Holbæk.
- Det er hårdt. Børnene sover ikke så godt om natten, fordi de hele tiden tænker på Somalia og på familien, siger Dahir Abshir.
Hans mor og søskene bor i udkanten af Mogadishu. For dem er hver dag blevet en kamp for overlevelse, nu hvor Somalia er ramt af den værste tørke i 50 år. Og selvom Dahir Abshir gør hvad han kan, er det som om pengene ikke længere slår til.
Derfor gav han i dag en hånd med, da Somalisk Dansk Forening i Holbæk sendte deres bidrag afsted mod det kriseramte hjemland.
- Omkring en million mennesker er flygtet fra deres hjem og ufrugtbare marker, og de har brug for alt, siger Mahad Ali Hassan, som er næstformand i Dansk Somalisk Forening i Holbæk.
De sidste tre uger har de samlet tøj, mad og medicin ind i regionen. Og i dag blev nummer to lastbil så sendt afsted til Nykøbing Falster. Om en uge sejler skibet fra Nykøbing til Dubai og videre til Mogadishu.