TMS Ringsted vil sælge halnavn

For et beløb på op mod 625.000 kroner om året går håndboldklubben TMS Ringsted nu efter at sælge navnet på opvisningshallen i Ringsted Sportscenter - den såkaldte Hal A. Det skriver DAGBLADET Ringsted.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

TMS-formand Henrik Dudek har i en henvendelse til borgmester Niels Ulrich Hermansen (V) spurgt, om klubben må sælge navnet for en pris på mellem 250.000 kroner og 500.000 kroner eksklusiv moms pr. sæson.

Henrik Dudek håber at kunne lave en treårig aftale med en sponsor, hvor håndboldklubben skal have to tredjedel af pengene og kommunen resten. Penge, som for kommunens del skal bindes til at forbedre hallen og faciliteterne der.

- Da vi spillede i Nykøbing Mors, hed hallen Jyske Bank Arena. I Fredericia har vi spillet i t.hansen Arena, og i aften (onsdag, red.) skal vi møde AG København, der har en hjemmebane, der hedder Boozt.dk Arena. Hvorfor skulle det så ikke kunne lade sig gøre at sælge halnavnet i Ringsted, spørger Henrik Dudek.

- Lige nu er vi meget tæt på Ligaen, og vi skal kigge på alle muligheder for at finde penge. En sponsor til halnavnet er en af varerne på hylderne, siger Henrik Dudek.

Borgmesteren vil ikke fortælle, hvad han mener om den sag pt.

- Jeg vil ikke begynde at give noget bud på, hvad vi beslutter os for. Vores markedsføringsmidler i kommunen er meget begrænsede, og det ved Henrik Dudek og alle andre udmærket, siger borgmester Niels Ulrich Hermansen til DAGBLADET Ringsted.


Nyhedsoverblik