TMS lignede vindere - men gik ned

TMS Ringsted kontrollerede fuldstændigt oprykningsfinalens første halvleg mod Skive - men fra anden halvleg start gik holdet i sort og tabte 32-25.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

TMS Ringsted lignede et hold på sikker kurs mod Håndboldligaen, da første halvleg var fløjtet af, og der stod 11-15 på måltavlen.

En stærk blanding af vildskab, koncentration og selvtillid lyste ud af samtlige spillere. Paraderne i forsvaret sad som de skulle. Målmand Mathias Olsson lignede en målmand med liganiveau. Angrebene blev holdt aggressivt i højt tempo og med stor variation.

Men så.

Allerede inden for de første 60 sekunder af 2. halvleg var der grund til midtsjællandsk bekymring. Skuldrene hang lidt længere nede. Vildskaben i øjnenen var væk. Aggressivt angreb blev erstattet med sidelæns boldflytteri.

Dermed var Skive lukket ind i kampen. Og hurtigt stod der 14-15. TMS fandt aldrig vildskaben tilbage, kun Rune Poulsens mange scoringer på straffekast holdt sjællænderne inde i kampen.

- Det blev ren gå-mands-håndbold og for få angreb direkte på deres backs i anden halvleg. Så gik der tror jeg 11 minutter i anden halvleg, før vi fik scoret. Og så taber man mod Skive, sukkede Kim Johannesen efter kampen.

Træner Jens Stuhr har ingen forklaring på den miserable anden halvleg, der blev tabt 21-10. Alligevel tror han på, at Ringsted kan vinde returkampen på lørdag i Ringsted.

- Vi beviste klart i første halveg, at vi kan vinde det her, fastslog træneren.

Returkampen spilles i Ringsted Hallen klokken 15 på lørdag. Målscoren er ligegyldig. Det hold, der først har vundet to kampe spiller i Håndboldligaen i næste sæson.


Nyhedsoverblik