Det vi har sammen

Tirsdag får vi 22 grader

Foto: TV ØST

Vi får godt vejr de kommende dage, men det er også om at nyde det, for allerede onsdag tager skyerne over, og så dykker temperaturen igen.

Det gælder om at nyde de kommende dage, hvor danskerne får en forsmag på sommervarmen, og solen får lov til at brage igennem.

For midt på ugen skifter det flotte forårsvejr, så regnen og de lavere temperaturer igen tager over, lyder prognosen fra DMI.

- Vi skal have to rigtig flotte dage mandag og tirsdag med masser af solskin. Det vil ikke undre mig, hvis vi når 22 grader tirsdag, siger vagtchef Henning Gisselø fra DMI.

Han understreger dog, at det vil føles noget køligere langs kysterne, mens de høje temperaturer især kan måles i Sønderjylland og i den centrale del af Sjælland.

- Der kan dukke lidt skyer op i løbet af dagen, så der vil også være perioder med skyer, fortæller vagtchefen.

Skyer tager over og temperaturen dykker

Selvom temperaturen holder sig oppe i nærheden af de 20 grader onsdag, så begynder vejret at se mere gråt og kedeligt ud.

- Det bliver noget mere broget. Der kommer en del flere skyer, og der kommer også nogle byger - måske endda med torden, siger Henning Gisselø.

- Torsdag begynder det at gå vældigt ned ad bakke. Det sætter en stopper for de høje temperaturer, og vi ender på 10-15 grader. Det temperaturleje skal vi nok vænne os til resten af ugen, tilføjer vagtchefen.

Vinden frisker op senere på ugen, og weekenden ser ikke ud til at blive den mest solrige fornøjelse.

- Det bliver ustadigt fredag og søndag. Lørdag bliver det mere tørt. Men det bliver ikke noget, der ligner 20 grader, fortæller Henning Gisselø.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App