Tinglysningsofre må vente på erstatning

Foto: TV ØST

Der bliver foreløbig ingen erstatning til borgere, der har mistet penge på tinglysningsballaden. Samtidig frygter advokater, at der går år, før systemet virker.

De boligejere, der har haft ekstraudgifter på grund af problemerne med det skandaleramte digitale tinglysningssystem, må indtil videre kigge langt efter erstatning. Justitsminister Lars Barfoed (K) vil nemlig vente på en
undersøgelse fra Rigsrevisionen, før han vil tage stilling til, om staten skal udbetale kompensation.

Det fremgik, da Folketingets partier onsdag debatterede en hasteforespørgsel fra oppositionen om erstatningsspørgsmålet.

- Vi får et svar fra kammeradvokaten, når Rigsrevisionen har foretaget sin undersøgelse. Derefter kan vi så tage en drøftelse af erstatningsspørgsmålet, siger justitsministeren. Rigsrevisionen er i øjeblikket ved at undersøge, hvem der har ansvaret for, at sagerne har hobet sig op med deraf følgende øgede renteudgifter for borgerne.
Konklusionerne forventes i løbet af juni, men det vil den samlede opposition ikke vente på, så de stillede onsdag forslag om at udbetale erstatning med det samme.

- Vi vil her og nu lave et udvalg, der skal tage stilling til, hvordan vi kompenserer de berørte borgere. Ikke, om vi gør det, siger Benny Engelbrecht, forbrugerordfører hos Socialdemokraterne. Flertallet for at hjælpe de berørte boligejere ville oppositionen sikre med Dansk Folkepartis hjælp. Men DF følger ministeren.

- DF har før villet have regeringen til at lege med på at udbetale erstatning, men skifter mening, når de står i
folketingssalen. Jeg synes, det er ærgerligt for de borgere, det er gået ud over, siger SF's retsordfører Karina Lorentzen. 

Det er ikke kun erstatningen, der lader vente på sig. Det kan nemlig tage et par år, før selve systemet fungerer optimalt. Det vurderer formand for Danske Advokater Lars Svenning Andersen.

- Jeg tror på, at det komme til at virke, men man har lavet et setup, som blev startet op, uden at brugerne har været med i processen. Man starter det op i Hobro hos en masse mennesker, som aldrig har siddet med det her før, og uden at tænke på, at man er nødt til at lave en række vejledninger, som virker, siger han.

Hans melding kommer efter, at Domstolsstyrelsens direktør, Adam Wolf, i en kronik i Berlingske Tidende onsdag nedtonede tinglysningssystemets problemer, og kaldte det "en god løsning, der har fået en rigtig dårlig start".

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App