Tilbagebetalingskrav lukker efterskole

Magelsø Efterskole går konkurs på grund af krav om tilbagebetaling af tilskud.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Maglesø Efterskole har indsendt konkursbegæring på grund af et krav om tilbagebetaling af tilskud fra Ministeriet for Børn og Undervisning, skriver dagbladet Nordvestnyt.

Det betyder, at skolens knap 30 ansatte mister jobbet, og at skolen ikke er i stand til at udbetale lønnen for juni.

Ifølge formanden for efterskolens bestyrelse, Olaf Christensen, lyder ministeriets krav om tilbagebetaling af tilskud på 2,4 millioner kroner for skoleåret 2010/2011.

Kravet om tilbagebetaling skyldes blandt andet, at Maglesø Efterskole ifølge ministeriet ikke opfylder lovgivningens krav om antallet af undervisningstimer.

Olaf Christensen fortæller, at skolen i stedet har anvendt tiden på pædagogisk arbejde, der har været nødvendigt for overhovedet at få eleverne til at møde op til undervisningen. Målgruppen på Maglesø Efterskole er børn med indlæringsvanskeligheder.

For nylig afsluttede 53 elever deres efterskoleophold, og cirka lige så mange stod på spring til at begynde efter sommerferien, skriver dagbladet Nordvestnyt.


Nyhedsoverblik