Kontrol ved grænsen

Storstilet aktion ved færgelejet i Rødbyhavn. Både politi, SKAT og Fødevarekontrollen deltog i torsdagens aktion.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Aktionen i Rødbyhavn skulle stoppe ulovlige fødevarer - på vej til danske forbrugere.

Fødevarekontrollen gik således målrettet efter chauffører, som transporterer fødevarer ulovligt ind i landet.

- Vi gør det for at sikre, at de varer, der kommer ind i landet er lovlige, og for at sørge for, at dem der kører med varerne og dem, der skal modtage dem, har de rigtige tilladelser, siger tilsynsførende fra Fødevareregion Øst Per Larsen.

Han deltog selv i aktionen, som varede fra tidlig morgen til lidt over middag. Aktionen er et led i en landsdækkende kampagne, som Fødevarestyrelsen skød i gang i mandags.

- Vi sikrer forbrugerne, så de får varer, som er sunde i salgsøjeblikket. Hvis vi nu opdager, at en kølevare, der skal være fem grader, bliver opbevaret ved 15 grader, så er varen jo allerede forringet, og så vil vi ikke have den i omløb i Danmark, siger Per Larsen.

Resultatet af dagens aktion blev, at fødevarekontrollen nu går videre med et par sager. Det gjaldt blandt andet en kølevogn, som var fyldt med kebabkød og en personbil læsset med cola, som muligvis skulle bruges til videresalg.


Nyhedsoverblik