Til kamp mod rygning

I dag blev den internationale røgfrie dag fejret på gaden i Nykøbing Falster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I dag kunne forbipasserende på Torvet i Nykøbing Falster få sig et pusterum. De kunne nemlig få målt deres kulilteindhold i blodet ved hjælp af et lille apparat. Det krævede blot et enkelt pust.

- Det er ikke et spørgsmål om, at vi synes, du skal stoppe med at ryge. Det er et spørgsmål om, at når man får sat tal på, hvad man egentlig gør med sin krop, så gør man sig nogle overvejelser om, hvad man egentlig udsætter sin krop for. Og så får man måske nogle overvejelser om, at det ville være en ide at stoppe med at ryge, siger sundhedskonsulent i Guldborgsund Kommune, Lise Landgren.

Mængden af kulilte i kroppen stiger, når man indånder røg. Kulilte er et giftstof, der nedsætter transporten af ilt rundt i kroppen. Det medfører, at man får dårligere kondition. Det var det, som Lise Landgren sammen med sine kollegaer i dag satte fokus på. I dag var netop en særlig dag dedikeret til kampen mod rygning. Den 31. maj er nemlig EU's internationale røgfrie dag. I dag satte man fokus på at få folk til at kvitte tobakken.

- Der er et behov for, at vi står de steder, hvor folk kommer. Der er over 20 procent af befolkningen, der ryger. Jeg synes, det er vigtigt, vi gør dem opmærksomme på, at det er en meget kedelig vane, de har, siger Lise Landgren.
Ifølge Sundhedsprofilen for Region Sjælland ryger 23 procent af borgerne, men tre ud af fire af dem er interesserede i et rygestop. Derfor var der nok at tage fat på for sundhedskonsulenterne på Falster i dag.

- I kommunen har vi et ansvar for at lave sundhedsfremmende og forebyggende sundhedstiltag, således at det sunde valg, bliver det nemme valg. Det er en forpligtelse, vi har som kommune. Derfor vil vi gerne forsøge at hjælpe vores borgere til et rygestop, siger Lise Landgren.


Nyhedsoverblik