Det vi har sammen

Til EM for veteraner

Foto: TV ØST

75-årige Bent Lauridsen fra Slagelse deltager nu for 12. gang i EM i atletik - for veteraner.

75-årige Bent Lauridsen fra Slagelse løber cirka ti kilometer hver eneste dag - og det har han gjort i mere end 25 år.

- Lige så sikkert som det er, at jeg står op om morgenen, spiser mad og sover - ligeså sikkert er det også, at jeg løber mine ti kilometer.

Veteranen drager på onsdag til Ungarn for at deltage i EM i atletik. Han stiller op i fire dicipliner: 800 meter, 1.500 meter, 5.000 meter og 10.000 meter. Og i år er det 12. gang at han er med.

- Målet er jo at få så god en placering som muligt, og det kræver ikke bare hård træning, men også at jeg rammer dagen, fortæller Bent Lauridsen.

Han har tidligere vundet både sølv- og guldmedaljer i de fire discipliner, senest vandt han guld ved EM i Slovenien for to år siden. Her løb han 10-kilometerdistancen på lige godt 42 minutter. Men selvom Bent Lauridsen ikke træner mindre i dag, så er han alligevel blevet langsommere.

- Men jeg må nok indstille mig på, at jeg ikke er lige så hurtig denne gang. Jeg taber cirka 30 sekunder på distancen om året, og jeg må nok indrømme, at det er blevet hårdere at holde formen, fortæller han.

Derfor bliver det nok også det sidste mesterskab, han deltager i. Men han nægter at sætte løbeskoene på hylden og tror også, at han kan løbe ti kilometer om ti år.

- Så tager det bare ikke tre kvarter, men nok en hel formiddag, griner den 75-årige veteran fra Slagelse.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App