Tikkende bombe under parcelhuskvarter

Et større område i Næstved er måske forurenet. Region Sjælland er blevet overrasket over de nye oplysninger, der kan koste husejerne dyrt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Din ejendom er måske forurenet. Så bastant lyder første linje i det brev, som Region Sjælland har udsendt til 25 grundejere på og omkring Hjortøvej i Næstved, skriver Sjællandske.

Der er to kilder til forureningen i området. Den ene er en nedlagt forkromningsfabrik, og den anden er en gammel grusgrav, der blev opfyldt med industriaffald i 50'erne, og senere udstykket til parcelhuse.

Regionen har længe været bevidst om forureningsfaren fra forkromningsfabrikken, men at der kunne ligge en tikkende bombe under et helt villakvarter kom bag på regionen.

- Da jeg arbejdede for Storstrøms Amt, fik vi flere henvendelser, der tydede på, at der kunne have været en losseplads. Men hver gang vi spurgte Næstved Kommune, fik vi at vide, at det ikke var tilfældet. Vi fandt det ikke sandsynligt, at der kunne være et affaldsdepot på 20 matrikler, uden at kommunen vidste noget, og så var sagen lukket for vores vedkommende, forklarer Rolf Hoelgaard, der er tidligere afdelingschef for Jord og Grundvand i Storstrøms Amt.

I 2007 skiftede Næstved Kommune mening, og det fik Region Sjælland til at starte den kortlægning af forureningen, der nu er gået i gang, skriver Sjællandske.

For husejerne er der millioner af kroner på spil, og Rolf Hoelgaard kan godt forstå, hvis beboerne på Hjortøvej holder vejret i disse dage. For er man ikke bedst tjent med uvidenhed, hvis det viser sig, at ens grund er værdiløs på grund af forurening.

- Det er klart, at du som grundejer ikke har den store interesse i at vide det, men det har vi som myndighed på området. I sidste ende har vi faktisk mulighed for at tiltvinge os adgang til en grund for at lave de undersøgelser, der skal laves, men det er yderst sjældent, at det kommer så langt, siger Rolf Hoelgaard til Sjællandske.


Nyhedsoverblik