Tidligere sygehus kan blive til asylcenter

Det tidligere Korsør Sygehus. Foto: TV ØST

Udlændingestyrelsen har planer om at indrette et tidligere sygehus i Korsør til asylcenter for 200 flygtninge. Det er Slagelses borgmester, Stén Knuth (V) meget imod.

Alle landets kommuner er blevet pålagt at skulle tage imod flere flygtninge næste år end først planlagt.

I Slagelse Kommune er det tidligere sygehus på Møllebjergvej i Korsør med på Udlændingestyrelsens liste over mulige indkvarteringssteder til det øgede antal asylansøgere.

Men borgmester, Stén Knuth (V) har appelleret til styrelsen om at finde en alternativt placering

Borgmester: nej tak

Han holdt mandag møde med repræsentanter for Udlændingestyrelsen og forklarede dem, at Korsørs gamle sygehus, faktisk hele Slagelse Kommune, ikke er det optimale sted at indrette et asylcenter for flygtninge. Det skriver Sjællandske.

- Vi vil gerne, det skal der ikke herske tvivl om, for selvfølgelig bør også Slagelse Kommune leve op til sit ansvar, når det gælder om at hjælpe flygtninge, der forlader deres lande på grund af krig og forfølgelse, siger han til avisen og fortsætter:

- Men når det er sagt, har jeg også gjort det klart, at Slagelse i forvejen har en række udfordringer, som jeg har bedt Udlændingestyrelsen tage med i sine overvejelser, og det er jo især, at vi i kommunen har to udsatte boligområder og et antal integrationsudfordringer her, ligesom jeg konkret forestiller mig, at et asylcenter med 200 placeret tæt på plejecentret på Lützensvej og dementboliger over for vil give utryghed - for begge parter.

Borgmesteren nævner også, at der ligger et ghettoområde i nærheden, hvor kommunen har brugt mange klræfter og penge på at komme problemerne dér til livs.

- Det handler måske bare om, at vi skal lære hinanden at kende, men det er en reel bekymring, som jeg og flere andre har, fortsætter Stén Knuth ifølge avisen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App