Terrasse-sag: - Vi har vundet første halvleg

Birgit og Allan Tjørnemark fra Bogø skulle have taget deres ulovlige terrasse ned på søndag. Men under en uge før har parret fået udsættelse af Naturstyrelsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var en glædelig nyhed, der mandag formiddag landede i Birgit og Allan Tjørnemarks indbakke på computeren. Naturstyrelsen har valgt at udsætte beslutningen om, at parrets terrasse skal rives ned.

- Jeg faldt jo næsten ned af stolen. Det er først og fremmest en kæmpe lettelse - og så var det jo på et hængende hår, siger Allan Tjørnemark.

På søndag skulle parret nemlig have taget deres ulovlige terrasse ned. I første omgang hed parrets deadline 1. september, men på grund af en myndighedsfejl, blev den skubbet til oktober.

Terrassen er dømt ulovlig, fordi den kun ligger 200 meter fra vandet og ikke de reglementerede 300 meter. Og selvom ingen har følt sig generet af terrassen, så har myndighederne pålagt parret at få den fjernet.

Læs også: Skal fjerne terrasse 

Troede ikke på det ville lykkes

- Det har været en kamp op ad bakke. Indtil i morgen troede jeg snart ikke på det mere. Og det var i de sidste krampetrækninger, at jeg skrev et brev til direktøren af Naturstyrelsen, forklarer Allan Tjørnemark.

I udsættelsen, som parret i dag har modtaget, står der netop også, at det blandt andet er den henvendelse, der har fået dem til at imødekomme ønsket. Men det er netop kun det - en udsættelse. Men parret håber nu, at de har fået købt sig den tid, det kræver at få en lovændring på området gennemført. Flere folketingspolitikere har nemlig meldt ud, at de finder reglerne for rigide.

Læs også: Ulovlig terrasse bliver måske reddet 

- Nu starter 2. halvleg

- I princippet er det kun en første halvleg, der er vundet. Nu slapper vi lige lidt af i pausen, indtil vi går i krig med 2. halvleg, fortæller Allan Tjørnemark.

Parret havde planlagt, at terrassen skulle tage ned sammen med venner og bekendte på søndag. Grillpølser og øl var allerede købt ind for at forsøde processen. Men selvom nedtagningen er udsat, så er arrangementet ikke aflyst. Nu vil de i stedet fejre den midlertidige sejr.

- Skruemaskinerne kan de så lade blive hjemme, siger Allan Tjørnemark. 

Parrets nye frist hedder den 1. februar 2016


Nyhedsoverblik