Det vi har sammen

Telefonstorm da vandet i Nakskov forsvandt

Foto: TV ØST

Nakskov var i dag i mere end fire timer næsten uden vand, da en el-tavle på vandværket brændte af. Manglen på vand gav telefonstorm.

Der skal være vand i vandhanerne. Punktum.

Det er tilsyneladende holdningen hos de fleste borgere. Og da vandforsyningen i Nakskov til morgen blev ramt af problemer udløste det straks telefonstorm hos Lolland Vand.

Vandhanerne dryppede kun

Det væltede ind med telefonopkald og mails fra borgerne, da vandet i Nakskov pludselig næsten forvandt.

Åbnede man for hanerne, så kom der godt nok de fleste steder en smule vand ud. Men det var reelt ikke nok til for eksempel at tage et bad.

Det fortæller Torsten Schultz, der er driftsleder på Lolland Vand.

- Strømmen til vores store vandværk forsvandt, da en el-tavle kortsluttede. Og indtil vi fik skiftet el-tavlen ud med en nødløsning var der knapt med vand i hele byen, fortæller han til TV2 ØST.

En hel by uden morgenbad

Problemerne opstod ifølge driftslederen omkring klokken 6.00 i morges, og var først løst omkring klokken 10.30.

El-tavlen stod af uden noget forvarsel om problemer, og mens teknikerne arbejdede på at få vandværket tilbage på fuld styrke, så skruede Lolland Vand i stedet op for pumperne på Regionalvandværket i Vesterborg uden for Nakskov.

- Det gav noget mere tryk i hanerne. Men problemet opstod jo samtidig med, at alle ville i bad, så alt i alt betød det, at de fleste nok måtte undvære, siger han mandag eftermiddag.

Der var så lidt tryk i vandrørene, at vandet ikke kunne løbe i 1. sals højde, og samtidig betød det lave vandtryk problemer for eksempelvis industri og læger i byen.

- Vi er rigtig kede af problemerne. Men vi gjorde hvad vi kunne for at løse dem så hurtigt som muligt, siger Torsten Schultz.

Vandforsyningen har nu bestilt dele hjem, så der kan blive lavet en permanent reparation af el-systemerne på vandværket.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App