Jimmy Albrechtsen stopper som træner hos TSØ

Træner Jimmy Albrechtsen og håndboldklubben Team Sydhavsøerne stopper nu deres samarbejde efter svingende præstationer, lyder det. En ny træner er fundet til holdet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Team Sydhavsøerne har mandag eftermiddag stoppet samarbejdet med cheftræner i klubben, Jimmy Albrechtsen. 

Det sker efter et skuffende efterår, svingende præstationer og et bundniveau, der er alt for lavt, skriver klubben som begrundelse i en pressemeddelelse.

- Vi er ganske enkelt ikke tilfredse med den nuværende placering, herunder præstationerne til dato. Dette har været temaet i den interne snak, efter vel nok den mest skuffende indsats længe – i de to sidste turneringskampe før jul, skriver sportschef Morten Juul.

Team Sydhavsøerne ligger lige nu på en syvendeplads i 1. division.

Ifølge pressemeddelelsen har klubben taget beslutningen i samarbejde med Jimmy Albrechtsen.

- De seneste to kampe har tæret så hårdt på psyken og derfor ser træner og ledelse denne beslutning som en accepteret nødvendighed. Spillernes niveau er til mere og det skal de nu have mulighed for at vise med en ny mand ved roret,  lyder det fra klubben.

Ny TSØ-træner

Den nye træner i klubben hedder Mik Hagenbo, som kommer til at tiltræde med øjeblikkelig virkning.

- Vi er sikre på, at han kan medvirke til, at holdet kan stabiliseres her og nu. Mik kender vi som en farverig og engageret herre, men også samtidig en personlighed vi tror på – og vi kan have en god sparring med – frem imod næste sæson.

Foreløbigt er den nye træner ansat til udgangen af sæsonen.


Nyhedsoverblik