Tandlægemangel truer

Lukkede tandklinikker i landets yderområder, længere rejsetid for at komme til tandlæge, færre tider og generelt dårligere service. Det kan være konsekvenserne af, at der i de kommende år vil blive stor mangel på tandlæger i Danmark.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For der uddannes kun omkring 120 tandlæger om året, mens det i de kommende år forventes, at cirka 180 tandlæger årligt vil gå på pension. Det fremgår af en ny rapport om tandplejen, der er udarbejdet af Sundhedsstyrelsens prognoseudvalg. Det skriver Dagbladenes Bureau.

Denne udvikling er stærkt bekymrende, mener overtandlæge Erik Sørensen, der har repræsenteret Tandlægernes Nye Landsforening i prognoseudvalgets arbejde. Han påpeger, at hvis man ikke skrider ind, så vil der være 1.000 færre tandlæger i 2019, hvilket betyder, at én million danskere inden da skal se sig om efter en ny tandlæge.

- Det er et voldsomt tal, som i den grad vil kunne mærkes. Mange små klinikker i yderdistrikterne risikerer at lukke, så borgerne skal rejse til en anden by for at komme til tandlæge. Og i nogle områder af landet tror jeg, man vil opleve, at det bliver svært at få en tid hos tandlægen, siger Erik Sørensen, der foreslår, at man uddanner 30 tandlæger mere om året for at mindske faldet.

Også Tandlægeforeningen erkender, at selvom tandplejere i fremtiden vil overtage en række af tandlægernes arbejdsopgaver, så bliver der behov for flere tandlæger. Ikke mindst i yderområderne, hvor der allerede er mangel.

I den nye rapport fra Sundhedsstyrelsen lyder anbefalingen, at der kompenseres "moderat" for det fald, man vil opleve i de kommende år. Det mener hverken Tandlægernes Nye Landsforening eller Kommunernes Landsforening er tilstrækkeligt. Seniorkonsulent i KL, Kari Vieth, siger til Dagbladenes Bureau:

- Der er ingen tvivl om, at der er behov for et større optag af tandlægestuderende, ligesom man bør uddanne flere specialtandlæger. Hvor tallet præcis skal ligge, kan man diskutere, men det skal være væsentligt højere end det, der foreslås i rapporten.

På Tandlægeskolen i Århus er man ikke i tvivl om, at der på kort sigt vil opstå tandlægemangel. Men ifølge professor Flemming Isidor må man også skue mod fremtiden, hvor vi får flere tandplejere, og tandsundheden højnes:

- Det er umuligt at give et bud på, hvad behandlingsbehovet vil være om tyve år, men vi skal passe på med at uddanne tandlæger, der i virkeligheden kun er behov for i 10 år.

Minister for sundhed og forebyggelse Jakob Axel Nielsen er enig. Han mener, at stigningen i uddannelsen af tandplejere vil kompensere for faldende antal tandlæger.

- Det er værd at bemærke, at prognosen viser, at vi får sundere og sundere tænder - også derfor vil flere opgaver frem over kunne løses af tandplejere, siger han til Dagbladenes Bureau.


Nyhedsoverblik