Tamme rotter efterladt på parkeringsplads

To bure med tamme rotter stod efterladt på en parkeringsplads ved Bjerge Sydstrand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En hundelufter gjorde søndag et ubehageligt fund på en parkeringsplads på Brovejen ved Bjerge Sydstrand. Det skriver dagbladet Nordvestnyt.

To bure med tamme rotter var efterladt på parkeringspladsen. Der var stadig ni levende rotter i det ene bur. I det andet og større bur var der mange døde.

- Det er under al kritik. Har man anskaffet sig et kæledyr, må man stå ved sit ansvar og ikke overlade det til andre, når man vil skille sig af med dem, siger Arne Stevns Sørensen, områdeformand for Dyrenes Beskyttelse i Vestsjælland, til Nordvestnyt.

Rotterne blev kørt til besøgsgården Nyløkke i Eskebjerg, hvor de endnu levende dyr blev fodret og plejet og nu indgår i gårdens dyrepark.

Dyrevelfærdsenheden hos Midt- og Vestsjællands Politi er orienteret om rottefundet.


Nyhedsoverblik