Det vi har sammen

Syv sigtet i kommunal svindelsag

Foto: TV ØST

Politiet er nu oppe på syv sigtede i sagen om den nu fyrede chef for kommunens service- og rengøringskorps.

I alt syv personer er nu sigtet i sagen om en kommunal servicechefs angivelige svindel med løn, bilag- og ansættelsesforhold for et beløb, der nu overstiger syv millioner kroner.

Det oplyser vicepolitichef Jens Møller Jensen, der er leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet i Midt- og Vestsjællands Politi, til DAGBLADET Ringsted.

Foruden den kvindelige hovedperson, som er forhenværende chef for Ringsted kommunes service- og rengøringskorps, er seks andre blevet sigtet i sagen.

- Det drejer sig om folk i personkredsen omkring servicechefen. Det er dels familiemedlemmer og andre, der har været ansat under hende. De er sigtet for forskellige former for økonomisk kriminalitet, bedrageri, mandatsvig og underslæb, fortæller Jens Møller Jensen til DAGBLADET Ringsted.

Efterforskningen pågår stadig, og så sent som i denne uge har Midt- og Vestsjællands Politi afhørt ansatte i den kommunale administration. Men efterforskningsarbejdet nærmer sig sin afslutning.

- Vi er ved at lægge sidste hånd på sagen, men i den her slags sager betyder det, at der fortsat vil gå noget tid, inden sagen er klar. Den kan formentlig afleveres til juridisk vurdering i løbet af en måned, og der vil nok være en tidshorisont på to-tre måneder, før et retsmøde er berammet, siger Jens Møller Jensen til DAGBLADET Ringsted.

Politiet arbejder tæt sammen med Ringsted Kommune og Skat, som hver især er interessenter i sagen. I den juridiske vurdering vil man også tage stilling til, hvordan sagen skal køre i retten.

Ringsted Kommune har rejst krav om tilbagebetaling af i alt syv millioner kroner, som servicelederen angiveligt skal have svindlet for gennem den årrække, hun var ansat i kommunen. For at opnå størst mulig sikkerhed for tilbagebetaling ønsker kommunen at køre spørgsmålet om erstatningsansvaret som et civilt søgsmål.

Men det er endnu ikke afgjort.

- Ringsted Kommune er berettiget til at rejse civilt søgsmål i sagen, men de dele af erstatningsansvaret, der angår det strafferetlige, skal naturligvis køre sammen med straffesagen, siger Jens Møller Jensen til DAGBLADET Ringsted.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App