Det vi har sammen

Syv måneders fængsel til voldsmand

Foto: TV ØST

En mand fra Ringsted skal syv måneder i fængsel for at have tæsket sin gravide samlever.

En 34-årig mand fra Haraldsted ved Ringsted skal syv måneder i fængsel og betale en bøde på 5000 kroner, blandt andet for at have tæsket sin gravide samlever, skriver DAGBLADET Ringsted.

Den 34-årige mand er tidligere dømt for vold og har været inde og ude af fængsel med jævne mellemrum siden sin første fængselsdom på otte måneder i 2002. I denne omgang er han kendt skyldig i intet mindre end 15 forhold, hvoraf et af dem er at have truet sin samlever flere gange med sms-beskeder, hvor han blandt andet har skrevet "Tæl dine hænder og tæer og dine øjenlåg, jeg smasker hele pisset, jeg gider ikke finde mig i dig mere, Never, Din so. Husk at jeg kommer ud igen."

Den 23. februar 2008 slog han sin samlever, der på dette tidspunkt var gravid i 23. uge, i maven og ansigtet, tog kvælertag på hende og slog hende ind i en væg.

Samleveren fik blodudtrædninger i ansigtet og et cirka to til fem centimeter stort blåt mærke på halsen, skriver DAGBLADET Ringsted.

Den 34-årige mand fra Haraldsted har erkendt sig skyldig i de fleste af anklagerne, som foruden volden mod samleveren tæller at have haft hash på sig, håndvåben samt peberspray. Desuden er han kørt ind i en kvindelig bilist med vilje. Han skal ud over fængselsopholdet og bøden betale den kvindelige bilist 216 kroner i erstatning.

Tip os Har du et godt tip?