Syv elever stadig på genoptræningscenter

Syv af de 13 elever, der kæntrede i en dragebåd på Præstø Fjord for ét år siden, er stadig under intens fysisk og mental genoptræning fra morgen til aften. Det er endnu uvist hvor meget af det tabte, de kan genvinde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I dag er det præcis ét år siden, at 13 elever og to lærere fra Lundby Efterskole kæntrede i en dragebåd på Præstø Fjord. Syv af eleverne er endnu ikke vendt tilbage til et normalt ungdomsliv, men kæmper, 12 måneder efter ulykken, stadig med at genvinde de færdigheder, som de mistede under deres timelange hjertestop i det kolde havvand.

- Det går da stødt og roligt fremad. Men vi ved stadig ikke hvor meget af det tabte, Signe kan genvinde, fortæller Charlotte Dyhrberg Breinbjerg som er mor til 17-årige Signe Dyhrberg Jensen.

Sammen med seks af sine efterskolekammerater har Signe Dyhrberg Jensen sin daglige gang på Børnecenter for Rehabilitering i Virum. Her er de hver især under specialiseret fysisk og mental genoptræning fra morgen til aften.

- Ud over de synlige fysiske skader, så fokuserer vi også på de mere usynlige psykiske skader, der ofte også er forbundet med en erhvervet hjerneskade. Det kan være følelsesmæssige vanskeligheder, sociale og adfærdsmæssige vanskeligheder, kommunikative vanskeligheder eller også indlærings- og hukommelsesvanskeligheder, fortæller centerchef i Virum, Lisbeth Harre.

Og netop hukommelsesvanskeligheder kæmper 17-årige Casper Weigel for eksempel med. Hans far, Henrik Weigel fortæller til TV2 ØST, at Casper siden ulykken har lært fjerde, femte og sjetteklasses matematik intet mindre end ti gange – alligevel sidder det stadig ikke fast i hans hukommelse.

- Men vi er faktisk meget fortrøstningsfulde. Casper har altid været meget ambitiøs omkring sit liv og det er han stadig. Han er en fighter og han har besluttet sig for at bevise, at han nok skal vinde det tabte tilbage, så det kæmper han for hver eneste dag, fortæller hans far Henrik Weigel.

Alle syv elever har fået skader efter kæntringsulykken, som de skal leve med resten af deres liv. Koncentreret genoptræning vil de kommende år vise, hvor meget det er muligt for hver enkel elev, at begrænse skaderne.
Foreløbigt skal de syv elever være på børnecenteret i Virum indtil august. Til den tid håber flere af dem, at de er i stand til at begynde på den ungdomsuddannelse de drømmer om.


Nyhedsoverblik